Campingpladsen

Egelunds Camping er en flot moderne 3-stjernet familieplads, med en hyggelig atmosfære. Der er god bevoksning omkring pladsen, som ligger skønt placeret tæt ved hav og by i fiskerlejet Lønstrup. Samtlige pladser har 10 amp. Strømudtag. Der er mulighed for at leje campingvogne med fast gulv i fortelt. Pladsen er udstyret med 5-stjernet velfærds- og sanitærbygning, nybygget. Der er familiebaderum, børnerum m/puslebord, bilbadekar og børnetoilet. Samtlige rum er med komfortabel gulvvarme.

På selve pladsen er der mulighed for at leje sig adgang til trådløst internet, der er kiosk, møntvaskeri, frisør, galleri samt en hyggelig restaurant med både á la carte og en berømt buffet. Mad ud af huset er også en mulighed, som eventuelt kan nydes i hytten, campingvognen eller teltet.

For de yngste campister er der rige udfoldelsesmuligheder på Egelunds Camping. De kan boltre sig i opvarmet swimmingpool med vandrutchebane, der er også børneswimmingpool. Der er ny stor legeplads med alt hvad hjertet begærer, så som hoppepude, gynger, karruseller, klatrestativ, sandkasse og legehus. Der er også mooncars, dinocars samt to- og trehjulede cykler til fri afbenyttelse.

Endelig er der den skønne badestrand med blåt flag, kun 800 meter fra pladsen.